Psykisk sårbarhed i fokus
Topmøde for brugere og pårørende
Psykiatritopmøde 2023: MENNESKE FØR SYSTEM
Billetterne til årets Psykiatritopmøde 2023 røg hurtigt i år – og det tyder på, at temaet; Socialpsykiatrien ramte plet. Det var det 15. topmøde gennem PsykiatriNetværket, og det blev afholdt i Imperial-biografen lørdag den 30. september, hvor over 1.100 mennesker havde tilmeldt sig.
Emnet lagde op til en bred diskussion af, hvordan vi i det hele taget behandler mennesker med psykiske lidelser i Danmark, og overskriften for årets møde udtrykte ønsket om forandring: ‘Menneske før system’.
I dag er der nemlig alt for megen systemtankegang i både psykiatrien og i socialpsykiatrien. Det betyder, at der ikke tages udgangspunkt i, hvad det enkelte menneske har brug for, men snarere hvad systemet har brug for, for at alle regler er overholdt.
Socialpsykiatrien er der, hvor mennesker med psykiske lidelser lever deres liv og får deres livmuligheder opbygget. Det er alt det, der ligger udenfor murene af det psykiatriske system – nemlig i private hjem eller på bosteder, og hvor livet leves. Det er alt det, der handler om hverdagen, før og efter man er indlagt.
Sammen med oplægsholdere, debattører, fagpersoner, mennesker med egne levede erfaringer og politikere blev socialpsykiatrien diskuteret.
Civilsamfundet skal være med!
I korte træk var der positive takter på året topmøde, og Sofie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, tilkendegav, at hun er meget opsat på at lytte til alle gode kræfter i civilsamfundet i forbindelse med implementeringen af 10-årsplanen for psykiatrien. Pengene er fundet til at løfte det psykiatriske område, men hvordan man løfter ‘psykiatrien op i verdensklasse’, som ønsket er, det er fortsat uklart.
Det var derfor også vigtigt for Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, at få sagt, at alle pengene ikke skal bruges indenfor murene, og at vi ikke får revolutioneret den psykiatriske behandling i Danmark uden civilsamfundet.
Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør og formand for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, kunne supplere med det væld af udfordringer, som kommunerne har inden for det sociale område, hvor opgavemængden stiger, uden at der følger penge med fra staten.
Dog erklærede de sig alle, som tilhængere af mere forebyggelse og en tidligere indsats for de psykisk sårbare, så de ikke først gribes, når de kun kan hjælpes i psykiatrien. Det er spild af både menneskelige og økonomiske ressourcer.
Susan Hart, psykolog og ph.d., slog fast, at vi skal gøre noget helt grundlæggende anderledes i psykiatrien. Det er ikke nok blot at give en diagnose og se på symptomer. Som hun forklarede det, er behandlerne nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, der sidder overfor, og være nysgerrige på, hvorfor det menneske lider. For mange forskellige traumer kan føre til den samme diagnose, og mennesker er jo som bekendt forskellige.
Breaking news om peers
Et stort øjeblik i årets program var præsentationen af de foreløbige resultater af Peer-Partnerskabets lodtrækningsprojekt, der er intet mindre end en verdenssensation. Intet forskningsprojekt globalt set har vist så god effekt af, at psykisk sårbare hjælper andre psykisk sårbare. Forskerne bag bruger ordene ‘signifikant’ og ‘markant’, og når forskere gør det, er det fordi, der er noget, der i den grad virker.
Resultaterne af forskningen afventer videnskabelig publicering, men allerede nu har flere kommuner vist stor interesse for at implementere peer-indsatser efter Peer-Partnerskabets model.
Og selv om der gang på gang er råbt på forandring af psykiatrien og behandlingen af udsatte mennesker, var det med en følelse af håb og forandring, at Psykiatritopmødet tog sin afslutning.
Vel mødt til næste års Psykiatritopmøde 2024.
Psykiatritopmøder årligt – og vi tager altid aktuelle temaer op
Vær med til at tænke nyt sammen med os
Topmøderne giver ordet til brugere af psykiatrien og deres pårørende. De står på scenen for at fortælle om deres liv, de sidder i debatpaneler og de arrangerer workshops. Dermed er topmøderne en helt unik mulighed for de psykisk sårbare: De tager ordet.
Vi formår altid at sætte en dagsorden med topmøderne. Topmøderne er menneskeligt meget stærke, og politisk har de stor gennemslagskraft. Vi ved, at både fagfolk og politikere henter stor inspiration og nye idéer, når de deltager i topmøderne.
Psykiatritopmødet er altid første lørdag i oktober, og vi har altid et tema, som dominerer topmødets debatter, workshops og dialoggrupper. Find de foregående års Psykiatritopmøder herunder.
Det årlige Psykiatritopmøde samler hvert år omkring 1.000 mennesker fra alle hjørner af Danmark. De er brugere af psykiatrien, pårørende, fagfolk, politikere og mange andre, som er interesserede i psykiatrien. Psykiatritopmødet har været afholdt siden 2009, da det Sociale Netværk blev etableret.
Psykiatritopmøderne handler om værdighed. Vi ruller den røde løber ud, der er musik og god mad. Det er en dag, hvor det handler om brugerne af psykiatrien og de pårørende. Det var fra starten Poul Nyrup Rasmussens idé, at de skulle være stjernerne. Topmødet er deres – og det giver både pårørende og brugere en stærk stemme overfor fx fagfolk og politikere. De er nemlig altid med, politikerne, fra allerhøjeste niveau.
Det er PsykiatriNetværket, som arrangerer topmødet. PsykiatriNetværket er et samarbejde mellem Det sociale Netværk og 17 andre organisationer og foreninger på psykiatriområdet.
Tidligere Psykiatritopmøder
Find mere information om de sidste fem års topmøder herunder. Er du interesseret i at vide mere om topmøderne fra 2009-2018, så tag meget gerne fat i Kommunikations- og eventchef Pia Bindesbøll på pb@detsocialenetaverk.dk