Nyhed: 4. oktober 2023

Aldrig er billetterne til et Psykiatritopmøde blevet afsat så hurtigt som til den 15. af slagsen, der blev afholdt i Imperial biografen lørdag den 30. september. Det afspejler jo, at der heldigvis var og er en enorm interesse for topmødets emne: Socialpsykiatrien.

Emnet lagde da også op til en bred diskussion af, hvordan vi i det hele taget behandler mennesker med psykiske lidelser i Danmark, og overskriften for årets møde udtrykte ønsket om forandring: “Menneske før system”.

I dag er der nemlig alt for megen systemtankegang i både psykiatrien og i socialpsykiatrien. Det betyder, at der ikke tages udgangspunkt i, hvad det enkelte menneske har brug for, men snarere hvad systemet har brug for, for at alle regler er overholdt.

Det lød faktisk, som om Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, var enig. I hvert fald er hun meget opsat på at lytte til alle gode kræfter i civilsamfundet i forbindelse med implementeringen af 10-årsplanen for psykiatrien. Pengene er fundet til at løfte det psykiatriske område, men hvordan man løfter “psykiatrien op i verdensklasse”, som ønsket er, det er fortsat uklart.

Civilsamfundet skal være med!

Det var derfor også vigtigt for Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, at få sagt, at alle pengene ikke skal bruges indenfor murene, og at vi ikke får revolutioneret den psykiatriske behandling i Danmark uden civilsamfundet.

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør og formand for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, kunne supplere med det væld af udfordringer, som kommunerne har inden for det sociale område, hvor opgavemængden stiger, uden at der følger penge med fra staten.

Dog erklærede de sig alle, som tilhængere af mere forebyggelse og en tidligere indsats for de psykisk sårbare, så de ikke først gribes, når de kun kan hjælpes i psykiatrien. Det er spild af både menneskelige og økonomiske ressourcer.

Susan Hart, psykolog og ph.d., slog fast, at vi skal gøre noget helt grundlæggende anderledes i psykiatrien. Det er ikke nok blot at give en diagnose og se på symptomer. Som hun forklarede det, er behandlerne nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, der sidder overfor, og være nysgerrige på, hvorfor det menneske lider. For mange forskellige traumer kan føre til den samme diagnose, og mennesker er jo som bekendt forskellige.

Breaking news om peers

Inden dagens reelle “breaking news”-øjeblik skulle vi lige forbi et følsomt øjeblik med kunstneren Uro, der havde taget sin veninde Mekdes med. Det blev en overordentlig smuk og rørende minikoncert, hvor alle i salen åndede lidt dybere og mærkede en lille tåre i øjenkrogen.

Og breaking news var der faktisk, som fuldblodsjournalisten og årets vært, Mark Stokholm, udtrykte det, for præsentationen af de foreløbige resultater af Peer-Partnerskabets lodtrækningsprojekt er intet mindre end en verdenssensation. Intet forskningsprojekt globalt set har vist så god effekt af, at psykisk sårbare hjælper andre psykisk sårbare. Forskerne bag bruger ordene “signifikant” og “markant”, og når forskere gør det, er det fordi, der er noget, der i den grad virker.

Resultaterne af forskningen afventer videnskabelig publicering, men allerede nu har flere kommuner vist stor interesse for at implementere peer-indsatser efter Peer-Partnerskabets model.

Civilsamfundet som medspiller overalt

Og selv om der gang på gang er råbt på forandring af psykiatrien og behandlingen af udsatte mennesker, var det med en følelse af håb og forandring, at Psykiatritopmødet tog sin afslutning med en politisk debat med deltagerne Karin Liltorp, sundhedsordfører for Moderaterne, Louise Brown, sundhedsordfører for Liberal Alliance, Jakob Bigum Lundberg, landsformand Kommunale Velfærdschefer, og Mogens Seider, direktør for Fountain House.

Debatten affødte en så stor støtte og ros af civilsamfundet og brugen af peers, at Poul Nyrup Rasmussen fastslog i sine afsluttende bemærkninger, at:

“Nu må lovgivere og civilsamfund give sig selv tre måneder, for så svært er det ikke. Fra årsskiftet skal civilsamfundet være en medspiller i alle kommuner, i folkeskolen osv. Lad os gøre civilsamfundet til en integreret del af det moderne omsorgssamfund.”

Måske det tager noget mere end tre måneder at få gjort civilsamfundet til en medspiller, men håbet er der – og det gav naturligvis igen anledning til at synge: “Du kom med alt det, der var dig” – og udenfor var det fortsat solskin og lunt af en september at være. Ja, faktisk er det vanskeligt at komme i tanke om et eneste Psykiatritopmøde, hvor det har regnet – måske det er et tegn?