Alle skal have mulighed for at møde en ven – Baggrunden for Ven til Ven var ønsket om at give alle unge en mulighed for at møde en ven dér, hvor de nu engang befandt sig i livet.

Ven til Ven blev forløberen til Unge På Vej og mindU og derned et af de første projekter, hvor unge bruger deres egne levede erfaringer til at hjælpe andre unge i lignende, svære situationer.

TIDSPERIODE

Afsluttet

MÅLGRUPPE

12 -25 år

LOKATION

Nationalt

TIDSPERIODE

X -X

MÅLGRUPPE

12 -25 år

LOKATION

Nationalt

Let’s talk!
Ven til Vens slogan var ‘Let’s talk!’. Grundtanken var, at vi bliver stærkere af at tale sammen. Vores venskaber bliver styrkede, når vi kan tale om alt, hvad vi går og tænker på, bokser med og bliver jubellykkelige over. Og vi bliver stærkere hver især, når vi kan sætte ord på, hvordan vi har det – og ikke mindst, når der bliver lyttet til os.

En ven i hverdagen
Et stigende antal unge oplever, at de ikke har nogen at tale med, når livet er svært. Det gjaldt også, da Det Sociale Netværk tog initiativ til projektet Ven til Ven.

Når nogle unge går på café for at hygge sig sammen, er der andre, som ikke har nogen at tage af sted sammen med. Den mulighed fik alle med Ven til Ven, hvor frivillige blev bevæbnet med cola og latte på en lokal café, så alle unge kunne komme forbi til at en gratis kaffe og en snak.

Besøg på psykiatriske afdelinger
Ven til Ven var også en besøgstjeneste på psykiatriske afdelinger. Unge, som selv havde været i lignende, svære situationer, og som var kommet sig, besøgte unge, der var indlagt. Det gav dem en ny tro på fremtiden at se, at man kan komme videre.

Unge, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling, har mange ting at bekymre sig om ud over deres helbred:

Angst for, hvordan han/hun skal vende tilbage til hverdagen uden for hospitalet. Tvivl om, hvad vennerne vil sige: om de vil have svært ved at forstå, hvad det vil sige at have en ven, der er psykisk sårbar. Eller måske er det familien, der har svært ved at acceptere, at der for en tid er behov for psykiatrisk hjælp.

Med besøg fra Ven til Ven fik de unge indlagte en mulighed for at vende deres tvivl, at føles sig set og hørt, både hvad angår svære følelser og vanskelige hverdage.

Ven til Ven på kirkebænken
Fra omkring tolvårsalderen begynder nogle at føle sig ensomme, forkerte og uden for fællesskabet. Derfor besøgte de frivillige i Ven til Ven konfirmandhold. Målet var at tale med de unge om, hvordan de bedst kan passe på sig selv og hinanden. Hvad vil det sige at være en god ven? Hvordan hjælper vi og lytter til hinanden?

Hele familien bliver ramt
Når en ung bliver ramt af psykisk sårbarhed, rammes hele familien. Som bror eller søster til én, der har det svært, bliver man i høj grad påvirket og ked af det. Nogle oplever, at de bliver lidt glemt, fordi den, der for alvor er ramt, også er den, der kræver mest opmærksomhed fra familien.

Ven til Ven havde et særligt fokus på også at hjælpe de pårørende og være dem, der havde overskud til at lytte til de ting, som familien måske ikke havde overskud til at lytte til.