Nyhed: 4. september 2023

“Behandlingen af mennesker med psykiske lidelser er tilrettelagt efter devisen; Hvis vi fjerner det dårlige, så får du det godt, – men intet kunne være mere forkert.“

Sådan udtrykker Klavs Serup Rasmussen sig om en af udfordringerne i dagens behandling af psykisk sårbare mennesker. Han har i Peer-Partnerskabet ledet et netop afsluttet randomiseret forsøg, der skulle dokumentere effekten af, at psykisk sårbare støtter andre psykisk sårbare som såkaldte peers i fællesskaber.

De endelige forskningsresultater, der ikke er offentliggjort endnu, har vist vigtige resultater i forhold til bl.a. recovery. Projektet har indtil nu givet meget stor viden om, hvad psykisk sårbare mennesker kæmper med, når de forlader det egentlige behandlingssystem.

“Dem, der har deltaget i vores projekt, siger, at de har manglet mening. De føler, at de har behov for at møde andre mennesker, de føler, de er gået i stå, og de mangler noget meningsfyldt at lave her i verden. Problemet er, at i de systemer, vi har bygget op, er der en forståelse af, at hvis man bare tager det dårlige væk, så skal folk nok få det godt. Sådan er det ikke, du kan sagtens holde op med at have det dårligt uden at få det godt,” påpeger Klavs Serup Rasmussen.

Hvorfor overhovedet stå op?

Mange af de mennesker, som Klavs og hans kolleger i forskningen har haft kontakt til, fortæller, at de undervejs har mistet troen på deres egne svar, og om en ustabil tilværelse, hvor risikoen for at få det dårligt igen er en kæmpe bremseklods for alt nyt. Det er en hverdag, hvor der ikke skal ret meget til, før den bryder sammen på ny. De mennesker har sjældent særlig meget at holde fast i og savner typisk helt grundlæggende elementer i tilværelsen, såsom en god grund til at stå op.

“Der kommer de offentlige systemer til kort, fordi de er bygget til noget andet. De er bygget til at gribe dig, når du falder sammen i en krise, og så kan de behandle dig til et vist punkt, hvorefter man let kan blive overladt til sig selv,” siger han.

Forskningen i peer-støtte blev sat i gang efter mødet med alt for mange, der fortalte om, hvordan de var alene om at finde ud af, hvordan de skulle klare tingene på egen hånd, og hvem de skulle det sammen med. Og derfor ender mange af de mennesker med at blive en del af systemet og sidde fast i det resten af livet.

Som en af de frivillige peers i Peer-Partnerskabet sagde det: “Det var ensomt at være syg, men det er lige så ensomt at komme sig.“

Konsekvenser af at få hjælp

Klavs Serup Rasmussen forklarer også, at mennesker, der indlægges i psykiatrien, ofte begynder at se sig selv som meget anderledes end andre mennesker og begynder at bruge fagudtryk om sig selv og sin lidelse. Det gør mennesker ensomme, når de forlader psykiatrien, fordi de ikke forventer at såkaldt ‘almindelige’ mennesker kan forstå dem.

Men når man ser på studier over tid, så vil otte ud af 10 af alle mennesker komme ud for én til seks kriser, der er alvorlige nok til, at de kunne få en psykiatrisk diagnose, så det eneste rigtigt spændende spørgsmål ifølge Klavs er: “Hvad gjorde folk, før de begyndte at opsøge psykiatrien i så høj en grad som nu?“

“Måske vi er blevet bedre til at mærke os selv i dag. Man skal bare vide, at når man opsøger de her behandlingssystemer i stedet for menneskelige fællesskaber, så er det ikke gratis, og man begynder at sætte nye ord på sig selv. Og så får man ofte sværere ved at føle, at man har noget tilfælles med resten af verden,” siger Klavs.

Han understreger dog, at psykiatrien og behandlingssystemet selvfølgelig ikke gør noget af ond vilje – tværtimod er der tale om en art ophobning af gode viljer.

“Man kan faktisk let få tilbudt alt for meget hjælp. Når man er i det offentlige system, får man lynhurtigt syv-otte kontaktpersoner, en fra jobcenteret, en i psykiatrien osv., og så bliver det hele dit liv, der handler om at være syg, og så kan du ikke bevæge dig. Du kommer ingen vegne, for det har du ikke kræfter til,” siger han.

De frivillige peers har beskrevet, hvordan deltagerne i peer-projektet har fundet meget stor værdi i, at de har haft plads til at være sig selv, og de har fundet ud af, hvad de selv fandt vigtigt for dem selv på vejen til at få det bedre.

“Det er enormt vigtigt i hele denne proces mod at få det bedre, at mennesker ikke hele tiden mødes med krav og gode viljer, men at de har et sted, hvor de bare kan være sig selv og ikke skal sidde over for myndighedspersoner, for det møde er altid skævt. Det understøttes også af forskning, der i stigende grad konkluderer, at for at mennesker kan komme sig, skal man have en mulighed for selv at forstå, hvad der sker og selv kunne tage beslutninger om, hvad man vil,” påpeger Klavs.

Det er et fuldtidsjob at have det dårligt

Senest er man da også begyndt at arbejde mere netværksbaseret i forbindelse med udskrivninger fra psykiatrien. På de netværksmøder går man i dialog med borgeren for at finde ud af, hvad der er vigtigt for ham eller hende lige nu, og hvad der med fordel kan vente til senere. Det sikrer, at man i en presset situation ikke skal forholde sig til alt for meget på samme tid.

“Så der er en bevægelse henimod at planlægge hjælpen bedre og give menneskers egen stemme en større plads. Det er ret nødvendigt, for det er vitterligt et fuldtidsjob at have det dårligt. Men det er ikke nok at systemerne bliver bedre til at gå til møder. Vi skal klæde folk på til at finde ud af, hvad de har brug for selv, i stedet for at det altid er andre, der vurderer det for dem,” siger Klavs.

Han efterlyser en større samtidighed, så man samtidig med, at man får hjælp i det offentlige system, kan finde et ståsted i et civilsamfundstilbud, hvor man kan være anonym og kan ytre sig, som man vil, uden at skulle bekymre sig om konsekvenserne. Et sted, hvor man bare kan være sig selv og finde ud af, hvad der er vigtigt for en selv. Det er det, forskningen viser, der er behov for. Det virker ikke, at man først modtager behandling, og først bagefter skal finde ud af at klare sig selv.

Info om Peer-Partnerskabet

Det Sociale Netværk og SIND stiftede Peer-Partnerskabet i 2018 ud fra et fælles ønske om, at flere står stærkere i hverdagen, og har et selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv.

Siden 2019 har Peer-Partnerskabet samarbejdet med Forskningsenheden CORE samt kommunerne København, Fredericia, Helsingør, Rødovre, Gladsaxe og Middelfart om at skabe ny viden om, hvad frivillige peers, gruppeforløb og lokale samarbejder kan.

Forskningsprojektet er støttet af VELUX FONDEN med 11 mio. kroner.