Nyhed: 5. juli 2023

Socialpsykiatrien er der, hvor mennesker med psykiske lidelser lever deres liv og får deres livmuligheder opbygget. Det er alt det, der ligger udenfor murene af det psykiatriske system – nemlig i private hjem eller på bosteder, og hvor livet leves. Det er alt det, der handler om hverdagen, før og efter man er indlagt.

Men fungerer det? Er det godt nok? Og giver vi mennesker med psykiske lidelser de bedst mulige betingelser for at leve gode liv? De spørgsmål tager vi fat på under dette års Psykiatritopmøde: Menneske før system.

Det årlige Psykiatritopmøde afholdes i år den 30. september i Imperial Bio i København. Temaet er de mange udfordringer i socialpsykiatrien, der skal løses, hvis vi skal gøre det bedre for mennesker med psykiske lidelser.

Vi favner bredt

Sammen med oplægsholdere, debattører, fagpersoner, mennesker med egne levede erfaringer og politikere tager vi fat på diskussioner som, om overgangen fra behandling til hverdagsliv er god nok, og om der er afsat nok ressourcer til socialpsykiatrien – og om de bliver brugt godt nok.

Igen i år vil der være oplæg fra scenen, taler og en række konkrete eksempler fra den virkelige verden, der illustrerer, hvad mennesker i dag bliver mødt af både i psykiatrien og udenfor.

Vi byder blandt andet Susan Hart, cand.psych. og foredragsholder, velkommen på scenen, ligesom Poul Nyrup Rasmussen, formand for PsykiatriNetværket og Sofie Løhde, sundheds- og indenrigsminister deltager.

Du vil også blevet taget med helt ind i tre personers egne rejser gennem psykiatriområdet og socialpsykiatrien for at opleve, hvordan man som person blev grebet og set ? eller om man gjorde? Hvor gik det galt? Er systemet for fokuseret på ydelsen fremfor mennesket? Får man den hjælp man rent faktisk har mest behov for?

Topmødet bliver igen i år styret af dygtige og veloplagte Mark Stokholm.

Men hvad er udfordringerne i socialpsykiatrien?

Den helt store udfordring i socialpsykiatrien er at de enkelte forvaltninger, kommune og regioner ikke taler sammen, når mennesker med psykiske lidelser udskrives og skal tilbage til hverdagslivet. Region og kommune skal indgå i et fællesskab om det enkelte menneske, så det får den rette støtte og hjælp, også når det er blevet udskrevet. Det er et fælles ansvar.

Allerede i dag er der krav i lovgivningen om, at region og kommune skal udforme en udskrivningsaftale for de mennesker, der bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling. En udskrivningsaftale er en klar plan for, hvad der skal ske for borgeren ude i den enkelte kommune, når vedkommende udskrives.

Rigsrevisionen har netop rejst en sønderlemmende kritik af regioner og kommuner for netop ikke at gøre det. Hele tre ud af fire patienter bliver udskrevet uden at have en sådan aftale i hånden.

Dermed taler de indsatser, man arbejder med inde på de enkelte afdelinger, ikke sammen med de indsatser, man arbejder med udenfor psykiatrien. Man forsøger, men det er stadig for siloopdelt.

Behandling og det at give livsmuligheder skal hænge sammen, så man kan støtte op om det menneske, der er i behandling og efterfølgende. Det er svært, fordi der er meget forskellig lovgivning og mange forskellige kasser, der håndterer de forskellige tilbud.

Manglende støtte

Når man modtager behandling, lærer man nogle ting, der skal bruges i praksis efterfølgende, men hvis man ikke får støtte til at klare hverdagen, når man er hjemme igen, så er behandlingen spildt. Der er behov for mere støtte til dem, der bliver udskrevet.

Hvis en patient for eksempel har angst, så er der behov for en støtteperson, der hjælper det menneske til rent faktisk at komme uden for en dør, når hverdagen sætter ind.

Dertil kommer, at kommunerne i alt for høj grad nægter at tilbyde borgerne plads på et botilbud, selv om de har krav på det. Og det betyder at borgerne i alt for høj grad bliver mere syge og i alt for høj grad bliver genindlagt.

Et friskt eksempel på, hvad det betyder, når en borger, der har brug for det, bliver nægtet en plads på et botilbud, er følgende: en mand på 38 år bliver nægtet et botilbud og bliver udskrevet til sit eget hjem. Manden bliver dårligere og dårligere, og bliver genindlagt og udskrevet fire gange på halvandet år, fordi han ikke har nogen støtte til at hjælpe ham med at klare hverdagen. Manden er nu i bedring efter han har fået plads på et bosted, hvilket han faktisk havde krav på fra dag ét.

Det er spild af både økonomiske og menneskelige ressourcer, at mennesker bliver indlagt igen og igen, fordi de ikke får den rette støtte.

Endelig er erfaringerne fra borgere, der allerede har en plads på et botilbud eller har en støtteperson, oplever at blive udskrevet uden, at hverken botilbud eller støtteperson får besked om det. Det betyder, at bostedet er uforberedt på at tage imod personen, og dermed ikke får planlagt et ordentligt forløb.

Det handler om ressourcer, og også flere ressourcer, men det handler også om at bruge ressourcerne smartere, at få systemerne til at arbejde sammen, så mennesker ikke igen og igen skal indlægges, fordi der ikke er nogen, som har taget sig af dem, efter de var indlagt.

Vi ser frem til at debattere socialpsykiatrien og fortælle om en række konkrete eksempler på de mange udfordringer på Psykiatritopmødet!