d. 20.05.25

Psykiatriplanen er en forløsning på 15 års arbejde for anerkendelse af civilsamfundet

Efter mange års målrettet indsats er det endelig sket: Den længe ventede 10-års plan for psykiatrien er lanceret, og Det Sociale Netværk glæder sig over, at civilsamfundets rolle i forebyggelsen af psykisk mistrivsel nu anerkendes som en bærende del af løsningen.

Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk, siger:

“Det er en sejr for tusindvis af mennesker og organisationer, der gennem årene har insisteret på, at civilsamfundets støtte gør en forskel. Med det her udspil rykker vi et vigtigt skridt nærmere et omsorgssamfund, hvor forebyggelse og tidlig indsats er en fælles opgave.”

Historisk anerkendelse fra Christiansborg

Det Sociale Netværk – som står bag initiativer som headspace, MindU og Peer-Partnerskabet – har i årevis arbejdet for at vise, hvordan frivillige fællesskaber og lavtærskeltilbud kan være et afgørende supplement til det professionelle behandlingssystem.

Med denne aftale anerkendes tilgangen for første gang i en national psykiatriplan.

“Vi har i mere end 15 år kæmpet for anerkendelsen af civilsamfundets afgørende betydning. Det her er ikke bare en politisk milepæl – det er en anerkendelse af alt det arbejde, der hver dag gøres i mødet med mennesker i mistrivsel,” lyder det fra Poul Nyrup Rasmussen.

Civilsamfundet beskrives som en ”nøglespiller”

Dokumentationen for civilsamfundets effekt er solid. Forskning og erfaringer har i stigende grad dokumenteret værdien af civilsamfundets tilbud. Rådgivningen i headspace styrker unges trivsel, mens deltagere i Peer-Partnerskabets program Vejen til hverdagslivet oplever øget livskvalitet og hurtigere bedring gennem støtte fra frivillige ligesindede – såkaldte peers.

Det er netop den uformelle, relationelle støtte – uden visitation og ventelister – som kan gøre en forskel, før problemerne vokser sig behandlingskrævende.

“Vi ved, at den uformelle, relationelle støtte kan være afgørende. I civilsamfundet møder man mennesker i øjenhøjde og uden betingelser. Det gør ikke kun en forskel for den enkelte – det skaber ringe i vandet i hele samfundet,” siger Poul Nyrup Rasmussen.

Der skal handling bag ordene

Men anerkendelse er ikke nok. I aftaleteksten beskrives civilsamfundet som en ”nøglespiller” i bestræbelserne på at forbedre psykiatrien. Nu skal ordene omsættes til varige strukturer og reelle partnerskaber.

“Psykiatriplanen skal følges op af en bæredygtig model for samarbejde – både økonomisk og organisatorisk – mellem civilsamfundet og det offentlige. Vi er klar til at tage endnu større ansvar. Men det kræver, at vi inviteres med hele vejen – fra politisk strategi til konkret praksis. Sammen kan vi mere – og sammen kan vi skabe et samfund, hvor vi griber alle dem, der får brug for hjælp i svære tider,” siger Poul Nyrup Rasmussen.