POUL NYRUP EFTER DOKUMENTAR:
Jeg er dybt,
dybt rørt over reaktionerne
Mandag aften sendte DR anden og sidste del af dokumentaren ’Nyrup – Signes far’, hvor Poul Nyrup Rasmussen går i dybden med sin datter Signes liv og selvmord.
Signe, der blev diagnosticeret som paranoid skizofren, begik selvmord for 30 år siden, og i dokumentaren genbesøger Poul Nyrup fortiden med et kritisk blik på sin egen rolle som far til et psykisk sygt barn.
Og reaktionerne på dokumentaren fra mennesker på sociale medier, i mails og på gaden har berørt Poul Nyrup.
– De sidste par dage har jeg læst alle jeres kommentarer, og jeg må sige jeg er dybt, dybt rørt over jeres ord til mig og over jeres fortællinger. Jeg kan jo genkende jeres fortællinger i min egen, siger Poul Nyrup Rasmussen.
– Mit mål med dokumentaren var at prøve at række ud til jer, så I ikke følte jer alene. Og nu kan jeg mærke, at jeg ikke føler mig alene. At vi i virkeligheden, når det skal være, har en fælles skæbne og en fælles opgave at løse, siger stifteren og protektoren af Det Sociale Netværk/ headspace Danmark.
Dokumentaren giver et indblik i, hvordan psykisk sygdom sniger sig ind på den syge, omgivelserne og ikke mindst de pårørende, og hvordan det påvirker deres liv.
Poul Nyrup fortæller åbent om en tilstand, hvor fordomme, utilstrækkelighed, skam, apati, svigt og selvbebrejdelse formørker den virkelighed, man som pårørende til en psykisk syg lever i. Både mens det sker og her 30 år efter Signes død.
– Dokumentaren har gjort det muligt for mig at fortælle om Signes liv. Om de lyse sider af Signes liv, for dem var der mange af, og de hårde tider. Livet er jo begge dele. Det er yin og yang, det mørke og det lyse. Men det er trods alt øjeblikke, man har med sit barn, som er vigtige, hvis man skal fungere i den tid, der kommer, siger Poul Nyrup Rasmussen.
– Signe efterlod sig en viden og en glæde, nogle afgørende øjeblikke, som jeg kan bringe videre. Og det betyder også, at jeg kan sige, Signe levede ikke forgæves.
headspace Family skal hjælpe de pårørende
Tragedien har været både en øjenåbner og har fungeret som brændstof for Poul Nyrup Rasmussen i forhold til at forbedre forholdene i psykiatrien; at udfylde det hul, det etablerede psykiatriske system efterlader både børn og unge samt pårørende i.
Det har han gjort med arbejdet i Det Sociale Netværk og headspace, som siden 2013 har rådgivet unge i alderen 12-25 år med trivselsproblemer uden om det etablerede system. Det arbejde får nu en ekstra dimension, når headspace åbner for rådgivning og samtaler med pårørende i form af headspace Family.
– Når ens barn har det dårligt, bliver man påvirket som forældre, og så har man også brug for at kunne gå et sted hen og få hjælp. Men som pårørende aner man ikke, hvad man skal gøre, eller hvor man skal gå hen. Det er derfor, vi nu har skabt headspace Family, siger Poul Nyrup.
– Her kan forældre og pårørende komme og blive lyttet til. Vi vil inddrage forældrene fra start og sørge for at hjælpen til barnet og forældrene er lige vigtigt. Vi vil skabe et fællesskab, hvor vi fremmer en dialog, der kan hjælpe både de unge og de pårørende, siger han.
headspace Family, som er et 3,5-årigt pilotprojekt, fokuserer på at styrke både unge og deres familier i at håndtere mentale udfordringer sammen. Efter sommerferien starter de første pilotprojekter i de fem headspace-kommuner: Helsingør, Aarhus, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund og Holbæk.
– Her 30 år efter min datter tog sit liv, må jeg sige, der mangler stadig enormt meget i psykiatrien. Vi mangler stadig at forny os, vi mangler at tage de unge med på råd, at lytte til de unge, når vi skal hjælpe dem. Vi skal tage udgangspunkt i de unge og deres forældre på deres præmisser. Og det er dét, vi gør nu, siger Poul Nyrup.
Reaktionerne oven på dokumentaren har påvirket ham personligt, og de har ikke mindst bekræftet ham i, at der er brug for det vigtige arbejde, Det Sociale Netværk og headspace laver.
– Jeg får så meget energi af at mærke jeres skulderklap. Mærke jeres omsorg for mig, som jeg gerne vil give tilbage igen. Af hjertet tak til jer alle sammen.