PSYKIATRITOPMØDE 2020

Psykiatritopmøde 2020: Har vi en fremtid?

Årets Psykiatritopmøde den 8. oktober 2020 blev i år afholdt online fra kl. 19-22. Det blev et møde, der under overskriften “Har vi en fremtid?” talte om Danmarks børn og unge:

Hvorfor mistrives vores unge? Hvad kan vi gøre for at give dem en fremtid uden altoverskyggende præstationspres og stigende mental mistrivsel? Hvorfor er der ikke mere fokus på forebyggelse? Og hvor er pengene henne?

Vi stillede spørgsmålene sammen med faglige eksperter, velkendte talspersoner og talentfulde musikere til de ministre, vi fik besøg af til dette års Psykiatritopmøde!

Özlem Cekic orkestrerede sammen med Emil Thorup Psykiatritopmødet i vores pop-up studie i Indre København, hvorfra vi livetransmitterede hele aftenen, så alle brugere, pårørende, peers og andre interesserede kunne deltage hjemme fra stuen.

PsykiatriNetværket glædede sig over også at kunne byde velkommen til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke på Psykiatritopmødet 2020, der udtalte at:

“Det er ramme alvor, at flere og flere børn og unge mistrives, og 15 procent af de unge i Danmark får en behandlingskrævende psykisk diagnose, før de fylder 18 år. Det er alt for mange, og vi får desværre langt fra altid sat tidligt nok ind og hjulpet tilstrækkeligt. Det er vi nødt til at gøre bedre. Derfor er det helt rigtigt, at PsykiatriNetværket på Psykiatritopmødet i år sætter fokus på børn og unges mistrivsel. Jeg ser frem til sammen med en række andre oplægsholdere og debattører at drøfte, hvordan vi kan knække kurven, og sammen skabe en bedre psykiatri.”

Se eller gense årets topmøde herunder: