d. 17.12.2024

Seks kommuner og lokale foreninger går sammen: Frivillige peers skal styrke mental sundhed med evidensbaseret indsats

Overalt i landet leder man efter måder at knække kurven for dårligt mentalt helbred. Også i kommunerne Vejen, Ishøj, Aalborg, Langeland, Odder og Silkeborg, hvor man nu er gået sammen med lokale frivilligcentre og SIND-afdelinger om indsatsen ”Vejen til hverdagslivet”.

Det særlige ved dette gruppeforløb for voksne over 18 år er, at frivillige peers med egne erfaringer med psykisk sårbarhed leder grupperne. Netop denne model har i et forudgående pilotprojekt vist at have en markant positiv effekt på deltagernes recovery og livskvalitet.

Derfor vækker udbredelsen af ”Vejen til hverdagslivet” også glæde hos Camilla Fabricius, der er socialordfører for Socialdemokratiet:

”Det er glædeligt at se, hvordan så mange kommuner og civilsamfund har fundet sammen om at løse udfordringen med psykisk mistrivsel. Arbejdet med psykisk sårbare mennesker er en utroligt vigtig dagsorden i vores danske velfærdssamfund, for kan vi hjælpe psykisk sårbare med deres udfordringer, så tager vi samtidig noget af presset af psykiatrien. Derfor hilser jeg udbredelsen af ”Vejen til hverdagslivet” velkommen. Der er stor fornuft i at udbygge de initiativer, der virker på socialområdet, fremfor at vi opfinder hver vores.”

Ny måde at tænke social indsats på
”Vejen til hverdagslivet” er støttet af VELUX FONDEN og gennemføres i tæt samarbejde med Peer-Partnerskabet, der ruller indsatsen ud nationalt. ”Vejen til hverdagslivet” findes nu i ti kommuner, da den allerede er implementeret i København, Rødovre, Fredericia og Kolding.

Sanela Ljeskovica, direktør i Odder Kommune, ser samarbejdet som en konkret mulighed for både at gøre en reel forskel for borgere med psykisk mistrivsel og for Odder Kommune:

”Når vi som kommune lokalt kan gå sammen med SIND om en evidensbaseret indsats som denne, skaber vi ikke bare bedre løsninger – vi gør det også muligt for mennesker at trække på hinandens erfaringer og fællesskaber. Det her er en ny måde at tænke social indsats på, hvor vi deler ansvar og styrker både civilsamfundet og de enkelte borgere. Det giver håb og konkrete muligheder for dem, der har brug for støtte i at træffe valg, der giver dem friheden til at leve et uafhængigt og meningsfuldt liv. Samtidig kan vi komme videre med det tværgående samarbejde, som vi har talt om i mange år, men som først nu bliver håndgribeligt med den evidensbaserede model.”

Et stærkt fundament for samarbejde
De seks udvalgte kommuner og deres lokale civilsamfundspartnere vil modtage støtte fra Peer-Partnerskabet til rekruttering, uddannelse af frivillige peers samt løn til en lokal tovholder

som en del af VELUX FONDENs bevilling. Målet er at sikre bæredygtig lokal drift, hvor samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund bliver nøglen til succes.

Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk, som sammen med SIND udgør Peer-Partnerskabet, siger:

”Det er tydeligt, at de lokale foreninger, frivilligcentre og kommuner brænder for at gøre en forskel. De vil hinanden, og de vil hjælpe deres lokalsamfund. Samtidig er der længe manglet konkrete modeller, der gør det muligt at gå fra snak om samarbejde til reel handling. ”Vejen til hverdagslivet” kan blive det værktøj, der får tingene til at ske – og som viser, hvordan vi kan finde nye veje til at styrke både fællesskaber og den enkeltes trivsel.”

Samarbejdet startede 1. december og løber til 2026. Kommunerne skal rekruttere borgere fra sociale tilbud til deltagelse i peer-gruppeforløbet, som gennemføres i civilsamfundet med lokale frivillige.

Kontakt og yderligere information:
Simone Mengers, national koordinator i Peer-Partnerskabet
sime@detsocialenetvaerk.dk
telefon: 48 80 27 39.

Fakta: Om peer-gruppeforløbet ”Vejen til hverdagslivet”

’Vejen til hverdagslivet’ er udviklet af Peer-Partnerskabet v. Det Sociale Netværk og SIND i samarbejde med Hovedstadens Forskningsenhed for Recovery samt kommunerne København, Fredericia og Helsingør.

’Vejen til hverdagslivet’ gennemføres af frivillige peers og består af et manualiseret gruppeforløb på 11 gruppegange samt følgeskab i op til seks måneder. Målgruppen er personer over 18 år, der oplever nedsat psykisk funktionsevne, eller er i risiko herfor, svarende til målgruppen for Servicelovens §82d. Dette afspejler, at “Vejen til hverdagslivet” er udviklet for at understøtte kommunernes muligheder for at arbejde forebyggende under Serviceloven.

Den samlede forskningsindsats er gennemført fra 2019 til 2023 med støtte fra VELUX FONDEN, og består af kvalitative analyser, registerbaserede analyser og et randomiseret forsøg, der måler effekten af “Vejen til hverdagslivet” gennem selvrapporterede effektmålsvurderinger.

Lodtrækningsforsøget inkluderede 296 deltagere, hvoraf halvdelen hhv. deltog i “Vejen til hverdagslivet” eller var i en kontrolgruppe. For de deltagere, der var henvist fra en kommune, kom hovedparten fra de kommunale §82-tilbud, og hvor også Rødovre og Gladsaxe Kommune deltog.

Se mere på www.peerpartnerskabet.dk