VIVE-undersøgelse af VærDig-tilbuddet byder på positive historier og vigtig indsigt i forebyggelse af spiseforstyrrelser blandt unge
headspace Danmark iværksatte i 2017 initiativet VærDig. Nu foreligger den endelige evaluering af initiativet fra VIVE, som indeholder positive historier fra de unge, værdifulde indsigter og nuancer, vi kan bruge i fremtidige projekter.
Først og fremmest har VærDig-indsatsen haft en betydelig positiv indflydelse på mange unges liv. 4 ud af 5 af de unge rapporterer, at de har oplevet forbedringer i deres forhold til mad, og at deres psykiske trivsel er blevet styrket gennem samtalerne.
Især bemærker flere, at de har opnået en bedre forståelse af årsagerne til deres spiseproblemer og har fået redskaber til at håndtere dem. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at de unge også har oplevet vægtøgning og stabilisering af deres spisevaner, hvilket indikerer en positiv adfærdsændring.
En ung siger: ”Jeg synes, at mine rådgivere har været rigtig gode til ikke at fokusere på selve maden, men problemet. Mens alle de andre steder har det været, at det var det forkerte, jeg spiste, og at det ikke er godt nok osv. Her ser de (rådgiverne) bort fra vægten, og de ser bort fra maden.”
Brobygning fyldte mere end forventet
En vigtig pointe i rapporten er dog også, at de unge, der har deltaget i VærDig, ofte henvendte sig med langt større og mere manifesterede udfordringer, end indsatsen oprindeligt var designet til at håndtere.
Dette afspejler et bredere systemisk problem, hvor unge, der kunne have gavn af psykiatrisk hjælp, ikke altid modtager det nødvendige tilbud og derfor søger støtte i initiativer som VærDig. Det skaber et pres på rådgiverne, som skal navigere i komplekse problemstillinger.
I headspace sender vi dog aldrig en ung væk, og derfor blev der i stedet skruet op for den brobyggende del af indsatsen i VærDig. Brobygning, som er en lige så væsentlig del af vores DNA og mål som den almene samtale.
Ovenstående mismatch mellem den forventede målgruppe og den reelle målgruppe kan også være en del af forklaringen på, at rapporten viser, at en del fortsat har flere udfordringer end deres jævnaldrende 3-4 år efter deltagelsen i VærDig.
Rapporten giver os vigtig viden, som kan bidrage til en fortsat styrkelse af vores tilbud til børn og unge. Blandt andet fremhæves behovet for en tættere koordinering med det psykiatriske system og andre sundhedstilbud.
Læs hele VIVE-rapporten her: Registeropfølgning af VærDig-tilbuddet (vive.dk)
16.09.24