Topmøde om levede erfaringer

Årets Psykiatritopmøde havde fokus på peers – når brugere og pårørende hjælper hinanden. En dag hvor deltagerne blev klogere på, hvor stor en forskel levede erfaringer kan gøre.

Sophie Løhde, Sundheds- og Ældreminister, åbnede dette års topmøde.


Den røde løber var rullet ud i nye omgivelser, da årets Psykiatritopmøde for første gang blev holdt på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. 

Men vanen tro var der fuldt hus, da de omkring 1000 deltagere – der talte brugere, pårørende, foreninger, fagfolk, forskere og politikere – satte sig til rette i den store festsal. 

Dette års tema var peers: “Levede erfaringer i centrum” et velkendt begreb for nogle og nyt for andre. Fælles var dog, at deltagerne i løbet af dagen kunne blive klogere på, hvilken forskel det gør, når personer med erfaringer fra psykiatrien hjælper andre. Men også hvor stort peerstøtte-arbejdet egentlig er blevet herhjemme på få år.

Levede erfaringer er guld værd
Sundheds- og Ældreminister Sophie Løhde (V) var den første på talerstolen, og hun understregede, hvor stor værdi det har, når brugernes erfaringer kommer andre til glæde. 

“De levede erfaringer viser de mennesker, der er bag diagnosen. Jeg har stor respekt for de mennesker, der stiller sig op og fortæller deres historie. Det hjælper andre til at komme videre i livet. Det er guld værd,” sagde ministeren fra talerstolen og understregede, at brugererfaringer skal være centrale i psykiatrien:

“Det er vigtigt, at vi får en kultur, hvor psykisk sårbare ikke holdes tilbage af tavshed og tabuer. Det er vigtigt, at vi lytter til dem, det hele handler om, og at erfaringerne kommer med, når vi indretter systemet. De levede erfaringer er vigtige at få formidlet. Ingen kan reduceres til et personnummer eller en diagnose”.

Hvor blev pengene af?
Men der var også kritiske ord i ministerens tale. Især omkring de 2,2 milliarder kroner, som et flertal af Folketingets partier bevilgede til psykiatrien i 2014. 

“Jeg bliver ærlig talt i tvivl om, hvor de 2,2 milliarder kroner er blevet af, når jeg kigger ud over psykiatrien. Det er dybt bekymrende og utilfredsstillende, at vi ikke kan se, hvad vi har fået for pengene”, sagde ministeren. 

En del af debatten omkring den retning psykiatrien tager i disse år, handler om, hvordan kvaliteten i behandlingen bevares uden at ventelisterne ryger i vejret.

Ministeren sluttede af med at slå fast, at det vigtigste for hende er kvaliteten af behandlingen og ikke kun hvor mange borgere, der kommer igennem et behandlingsforløb. 

“Vi skal sikre, at mennesker med en psykisk lidelse bliver hurtigt udredt og får en behandling af høj kvalitet. Hvis der går en måned mellem første og anden samtale, så er man ikke blevet ordentlig udredt. Jeg vil have ærlige tal – tiden er inde til handling”. 

Peers som kolleger
Gennem oplæg fra scenen og dialoggrupperne om eftermiddagen kunne deltagerne høre om de forskellige former for peer-arbejde og hvilken effekt det har for brugere, pårørende og ansatte.

Flere steder i landet er tidligere og nuværende brugere nu ansat i psykiatrien. Mogens Seider, formand for PsykiatriNetværket, havde en klar besked til dem i sin tale: 

“I skal ikke kopier de medarbejdere der allerede er der. I skal forstyrre dem. Systemet skal udfordres! Vi skal tage brugererfaringer seriøst. Ikke bare på overfladen men helt nede i maskinrummet.”

Personalet har også brugererfaringer
Et af de peerstøtte-projekter, der blev præsenteret på Psykiatritopmødet var samarbejdet mellem Det Sociale Netværk, Region Hovedstaden og Helsingør, Københavns og Rudersdal Kommuner.  Her arbejder tidligere brugere nu side om side med sundhedspersonalet. 

Og meningen er netop – som Mogens Seider også opfordrede til – at peerstøttemedarbejderne skal udfordre de kendte arbejdsgange i psykiatrien. De er med til at skubbe på en kulturændring i psykiatrien, hvor man lytter til brugerne og inddrager dem i behandlingen. 

Men peeransatte kan også være med til at skabe et rum blandt personalet, hvor det er okay at tale om sin egen eller sine pårørendes sårbarhed. Og at det faktisk kan bruges til at skabe en relation mellem ansatte og brugere.

Det understregede Dr. Julie Repper, direktør for ImRoc UK, der arbejder med peerstøtte i England, i sit indlæg. 

“Vi ved, at over halvdelen af alle ansatte i psykiatrien har deres egne erfaringer med psykisk sårbarhed. Men de viser det ikke. Vi skal vise de ansatte, at det har en effekt har bruge sine egne erfaringer. At det ikke er farligt, men at det gør en forskel”.

Peers giver håb
Den vigtigste del af peersstøtte-medarbejdernes rolle er dog at understøtte brugerne. Det arbejde var der også talrige eksempler på under topmødet.

Peers er med til at vise brugerne, hvor langt man kan komme i sin recovery. De er levende beviser på, at selvom man har været langt nede, så er det muligt at komme sig og igen blive en del af et fællesskab. 

Julie Repper udtrykte det således under sit oplæg:

“Forestil jer, hvordan det er at være alene, bange og føle, at ingen forstår jer. Og at I ikke kan forklare, hvordan I har det. Kan I forestille jer, hvordan det må være at være så låst i den forestilling og nogen så lægger hånden på jeres skulder og siger “Jeg forstår dig. Jeg har været der, og jeg er kommet videre. Peers er legemliggørelsen af, at recovery kan lade sig gøre”, sagde hun.

“Jeg vil ændre psykiatrien”
Hvor langt man rent faktisk kan komme i sin recovery var dagens sidste taler et klart bevis på. Camilla Krogh, konsulent i psykiatrien i Region Nordjylland, indtog scenen i et hæsblæsende tempo og tog tilhørerne igennem sit eget sygdomforløb via en række af sine egne tegninger under oplægget “Med brugererfaring på ledelsesgangen”.

Fra 2008 til 2010 var Camilla Krogh indlagt med diagnosen skizofreni

“Mens jeg var indlagt tog jeg en beslutning om, at jeg ville bruge min uddannelse og mine egne erfaringer til at ændre psykiatrien. Det tog nogle som, at jeg var blevet endnu mere syg, når jeg havde den slags tanker”.

Og som sagt så gjort. Camilla Krogh brugte de følgende år på at arbejde benhårdt på at vise, at psykisk sygdom ikke er en dom for livet, og at brugernes erfaringer rent faktisk kan komme andre til gode. Gennem frivilligt arbejde, som ambassadør for “En Af Os”, og ved at blive ved med at rende psykiatrien på dørene og tilbyde sin ekspertise – både fagligt og som tidligere bruger. 

Der kom hul igennem, da psykiatrien i Region Nordjylland bad om hjælp til at udvikle en app til unge med skizofreni. Og i dag kan Camilla Krogh kalde psykiatriledelsen for sine kolleger. 

“For tre år siden blev jeg ringet op af min chef og blev spurgt, om jeg ville være konsulent for psykiatriledelsen. Det betyder, at jeg nu sidder på ledelsesgangen og er med ved bordet. Og jeg er der ikke, fordi de synes, det er synd for mig, eller fordi de gerne vil have brugerinddragelse – men fordi jeg er skarp til det, jeg laver”.

Tak for i år
Psykiatritopmødet blev endnu engang et tilløbsstykke og var med til at sætte fokus på et område, som forhåbentlig vil vokse sig endnu større i årene der kommer. 

Det var en fornøjelse at se, hvordan brugere, fagfolk og beslutningstagere kan tilbringe en dag sammen og blive klogere på, hvordan psykisk sårbarhed kan bruges som en styrke.

Tak til de mange oplægsholdere, til dialoggrupperne – hvor peerarbejdet i endnu højere grad blev udfoldet i de mange projekter, der lige nu er i gang rundt omkring i landet – tak til alle deltagere og ikke mindst tak til de frivillige, der fik hele dagen til at køre på skinner.

Vi glæder os allerede til næste år.