Dialoggruppe 4 – 2009

Retten til at være pårørende

Pårørende skal forstås bredt. De er også kolleger, naboer, købmanden. Og de har alle krav på at få hjælp – også hvis de er af den “besværlige” slags.

Man er ikke født som pårørende. Det er noget man skal lære. Pårørende skal have undervisning, uddannelse og viden.

Historisk set har de pårørende været først skyldige, siden besværlige. Nu skal de være ressourcepersoner. Netværket (behandlingsmiljøet og de pårørende) er vigtigt for muligheden for at komme sig. Inddragelsen af den pårørende giver alt andet lige en udvidet mulighed for, at den syge kan bedres.

Den syge skal bestemme selv. Personalet skal arbejde for at inddrage den pårørende. Kulturen og menneskesynet på behandlingsstederne er en væsentlig faktor for muligheden for at blive inddraget som pårørende. Selv om den syge afviser de pårørende, skal de pårørende modtage undervisning som pårørende.

Psykiatrilovens regler omkring tavshedspligt må ikke blive til omsorgssvigt.

Den pårørendegruppe, som børnene tilhører, er en ekstra sårbar gruppe, fordi de ofte ikke kan hævde deres ret til at være pårørende. Der skal tages ekstra hensyn til børnene.

En del af det at være pårørende er også retten til at tage sig en pause – til at komme sig i. Vi vil have indført en orlov, som ikke skal bruges til at passe den syge, men til at passe på os selv.

De pårørende har som det mindste ret til at fortælle den historie om den syge, som de kender.