Dialoggruppe 1 – 2009

Får vi den hjælp, vi har brug for?

I krisesituation bliver man kastet rundt i systemet: vagtlæge, skadestue, sociale myndigheder, psykiatrisk skadestue – ingen vil tage sig af problemet, alle sender ‘aben’ videre. Mange oplever, at der ingen hjælp er at hente i den akutte situation – især ikke hvis det ikke er weekend.

Mange erfarer, at behandlingen stiller for store krav til de syge. Når man har det rigtig dårligt, kan man ikke selv. Samtidig oplever mange, at der er skotter mellem behandling og væresteder – ingen sammenhæng i behandlingen.

Specielle grupper af mennesker står over for ekstra store problemer. Psykisk syge flygtninge/indvandrere har et dobbeltproblem ? både deres sygdom og at de ikke taler sproget – de har ingen stemme overhovedet. Narkomaner og alkoholikere får ikke samme behandling som alle andre. “Vi får ikke hjælp, de vil ikke hjælpe os, fordi vi har dobbeltproblemer.” Og unge på SU får ikke få hjælp, så længe de er på SU.

Vi bliver taget ud af samfundet og gjort til psykisk syge. Den hjælp, man får, er rettet mod enkelte indsatser og ikke mod det hele menneske.

Hvad skal der til?

Danmark bliver nødt til at vende op og ned på psykiatrien. Danskerne tror, at der skal flere senge til, men nej, det er noget helt andet, vi har brug for.
 
Det kræver:

  • Ændrede holdninger i systemet og i befolkningen
  • Ændret praksis
  • Ændret system – det bør ligge hos kommunerne

Der burde nedsættes en psykisk sundhedskommission, som skal lytte til os, der har været syge og til os, der er pårørende.

Krisehjælpen skal komme indenfor 24 timer. Ligegyldigt hvor – man skal bare kunne komme til og få hjælp. Det er ydmygende at blive afvist, når man ved, at man er syg. For en række af os er livet en krisesituation, der er livstruende!

Vi bør opbygge alternativer til psykiatrien – en indsats med fokus på rehabilitering. Vi vil have tilbud, som kan forbedre den funktionsevne, som folk har. Vi vil indgå i samfundet som resten af befolkningen. Vi vil gerne have åbne dialogklinikker.

Vi har en oplevelse af, at man ikke kan komme til at tale med de behandlere, man svinger godt med. Psykiaterne er kolde og tager ikke én alvorligt – systemet er forkrøblet. Vi har ikke et reelt frit sygehusvalg.
 
Kommunesammenlægningerne har ført til en øget strømlining – nu skal alle gøre det på samme måde. Før var der muligheder i de små kommuner.

Forslag:

  • Kriseklinikker, hvor man kan få hjælp inden for 24 timer
  • Anden og mere fleksibelt uddannelsessystem
  • Psykiatrien skal ud af sygehusene ? lokale klinikker er en langt større hjælp
  • Der skal laves en børnepsykiatrisk skadestue
  • Psykologhjælp skal være gratis. Hvorfor koster psykologhjælp penge, når man er syg, mens den er gratis, når man er pårørende?
  • Alle skal have ret til en nær kontaktperson, som hjælper én gennem systemet, i kriser etc. For psykisk sårbare er det afgørende, at det er den samme person og ikke en ny hele tiden
  • Kurser til de pårørende i at håndtere kriserne
  • Hjælp til at komme ud efter en indlæggelse
  • Det er vigtigt, at det er helhedsløsninger. Man skal løse hele problemet hos den syge
  • Socialpsykiatrien skal opprioriteres
  • Mentor – kunne for eksempel være en tidligere syg – som er tilknyttet personen lige fra indlæggelse til rehabilitering.
  • Danskerne mangler viden. Sæt psykisk sygdom på skoleskemaet
  • Større fokus på forebyggelse