Værdien af fællesskaber: Vi har alle et ansvar

“Alle mennesker er som alle andre, som nogen andre, og som ingen andre, og vi har brug for fællesskaber.” – med dette citat satte professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann en stor streg under, at mennesket er et socialt dyr, som ikke kan klare sig uden fællesskaber. Det skete ved dette års Psykiatritopmøde 2022, der blev afholdt i Imperial Bio i København i lørdags d. 8. oktober.

Fællesskabet betyder alt. For er vi en del af fællesskabet, har det stor betydning for, hvem vi er, og står vi udenfor, ja – så har det også stor betydning for, hvem vi er. Vi har alle brug for både at være en del af noget og samtidigt være helt os selv.

Årets Psykiatritopmøde satte spotlight på fællesskabet som et fælles ansvar. Og her bragte Svend Brinkmann også begrebet “fællesskabelse” på banen. For fællesskabet er ikke noget vi ‘er’ – det er noget vi ‘gør’.

Professor i sundhedsøkonomi hos VIVE, Jakob Kjellberg, har længe beskæftiget sig med de økonomiske konsekvenser af, at så mange mennesker bliver parkeret på passiv forsørgelse og får det værre af det. I 2015 opgjorde OECD Danmarks udgifter til dette til 110 mia. kroner, hvoraf 26 mia. kroner går til behandling, 42 mia. kroner går til udbetaling af sociale ydelser, og andre 42 mia. kroner udgør tabt arbejdsfortjeneste.

Udgifter bør ses som investering i mennesker

Men sagen er, at vi ikke ved præcis, hvad det koster os som samfund, at så mange mennesker står udenfor, fordi en masse udgifter ikke er dokumenteret og fordi enkelte udgifter formentlig tælles med to gange. Men Jakob Kjellberg lagde vægt på at det helt sikkert koster noget, og at det er stærkt invaliderende for den enkelte at stå uden for. Derfor efterlyser han da også, at vi ser helt anderledes på det, vi betegner som udgifter i dag.

“Med de store omkostninger, der er ved at stå udenfor fx arbejdsmarkedet, så burde vi også se prioriteringer i psykiatrien som en investering og ikke bare som rent forbrug,” siger han.

Og de menneskelige konsekvenser ved vi alt om. Dem eksemplificerede den tidligere politimand Christian Nielsen i et meget rørende oplæg.

Han blev ramt af PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) og brugte 3,5 år på at komme ovenpå igen.

“Jeg var ude at løbe et ultraløb på Bornholm, og lige med et kunne min krop ikke mere. Jeg stod bare og holdt fast i et træ, og tårerne begyndte at vælte ud af mig. Jeg anede ikke, hvad der skete,” siger han.

Det første år efter den hændelse var Christian overbevist om, at han skulle dø hver dag, når han havde sagt farvel til sin familie om morgenen. Ikke fordi han ikke ville leve mere, men fordi han var overbevist om, at hans krop ville give op. Samtidig kunne han mærke, hvordan savnet af det stærke fællesskab i politiet gjorde meget ondt.

“I politiet er man en del af et virkeligt stærkt fællesskab hver dag, og når man mister det, er det svært at finde ud af, hvem man egentlig er, og hvad man kan,” siger han.

Der skulle gå yderligere 2,5 år, før Christian ud af det blå fik en opringning fra frømandskorpset. De havde hørt om Christian, der også er uddannet erhvervsdykker, og ville give ham et job med ansvar for frømandskorpsets dykkermateriel, og det hjalp Christian på fode igen.

Jeg blev set som et menneske igen

“I frømandskorpset så de mig som et menneske og ikke som en person ramt af PTSD, og i de følgende år gjorde de alt, hvad de kunne, for at bringe mig på ret køl igen. At komme ind i det fællesskab har betydet alt for, at jeg er der, hvor jeg er i dag,” fastslår han.

I dag hylder Christian Nielsen de stærke fællesskaber og fortæller sin historie til alle, der vil lytte, og dem er der mange af: psykiatere, praktiserende læger, sygeplejersker og andre fagfolk, men også præster, terapeuter og virksomheder nyder godt af hans fortælling.

“Vi har alle sammen brug for at være en del af et fællesskab, men jeg er ikke sikker på, at vi gør det godt nok som samfund. Rigtig mange mennesker har viljen til at komme igen, hvis de finder den rette arbejdsgiver. Det, jeg gør nu, er at hylde de stærke fællesskaber og fortælle, at de kan rumme langt flere mennesker, hvis vi vil,” siger Christian.

Som samfund skal vi rumme langt flere

Der var mange andre stemmer på scenen på en dejlig solrig dag i København. På scenen hørte vi udover de tre nævnte oplæg fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), sundhedsordfører Martin Gertsen (V), direktør i Falck, Jakob Riis, chefkonsulent i Ingerfair, Marie Baad Holdt, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og naturligvis fra formanden for PsykiatriNetværket Poul Nyrup Rasmussen.

Ligesom vi blandt andet havde repræsentanter fra Bedre Psykiatri, Sind, Håb i Psykiatrien, LAP, Startlinjen og Dansk Psykologforening med i debatterne.

Som psykisk sårbar bliver vejen ind i et fællesskab ofte mere kringlet, og mange mennesker med psykiske udfordringer oplever, at det kan være svært at finde deres plads i både sociale og arbejdsfællesskaber. Men med et øget fokus på rummelighed, fleksibilitet og på det fælles ansvar, kan vi sammen skabe langt flere fællesskaber.

Der er i de senere år kommet en langt større bevidsthed i samfundet om rummelighed og fleksibilitet, men vi kan gøre det endnu bedre.

Dagen bød på mange interessante oplæg, debatter og stemmer – men samstemmende lød konklusionen, at fællesskabet i alle dets former er givende og giver mening. Det ER et fælles ansvar – både at trække andre ind i fællesskaber, men også at vi alle er åbne og aktivt tænker i fællesskabelse på mange niveauer.

PsykiatriNetværket siger tak for denne gang og på gensyn i 2023.