
Hæderspris til Poul Nyrup på 100.000 kroner
Solen skinnede fra en skyfri, blå himmel ind over Skodsborg, hvor Det Sociale Netværks stifter og protektor Poul Nyrup Rasmussen tirsdag den 29. marts 2022 modtog en usædvanlig flot og fornem hæderspris på 100.000 kroner fra Lars Erik Andersens Familiefond.
Hædersprisen udspringer af fondsbestyrelsens ønske om “at værdsætte Poul Nyrups initiativ til og store arbejde for Det Sociale Netværk, PsykiatriNetværket og headspace Danmark”.
Det var således en meget stolt og dybt beæret Protektor, der med en inspirerende, engagerende og som altid meget smuk og bevægende tale om foreningens arbejde, takkede familien og fonden for støtten og anerkendelsen af ikke alene hans egen store indsats, men også fondens ønske om at bakke om behovet for at hjælpe sårbare børn, unge og ældre i vores samfund.
Med prisen fulgte en usædvanlig smuk, blå glasskål med indgraveringen ‘Hædersprisen 2022’ skabt af den anerkendte glaspuster Bente Sonne samt naturligvis hædersprisen i glas og ramme.