Debat: Hvis psykiatrien skal løftes, skal vi turde tænke i nye baner

En 10-årsplan for psykiatrien bør indeholde indsatser både før og efter, mennesker får psykiatrisk behandling. Og her spiller civilsamfundet en afgørende rolle.

Så blev udspillet til en ny 10-års psykiatriplan offentliggjort, men er det ambitiøst? Udspillet er formuleret som en hård og præcis kritik af, hvordan en stor del af den eksisterende psykiatri i årevis har spillet fallit overfor tusindvis af mennesker i dette land. Den del af indsatsen skal forbedres, ingen tvivl om det. Men ikke kun ved at foreslå mere af det, der ikke virker for mange borgere. Vi skal turde tænke i nye baner.

Og ja, civilsamfundet nævnes mange gange i udspillet. Men civilsamfundet tildeles ikke en selvstændig ligeværdig rolle. Derimod skal civilsamfundet blot understøtte en række foreslåede tiltag fra forskellige offentlige institutioner.

Talrige projekter i civilsamfundet har vist nye veje til recovery for psykisk sårbare mennesker, og den frivillige hjælp er dokumenteret effektiv adskillige gange i international litteratur.

Hvorfor ikke fokusere på at producere færre mennesker med psykiske lidelser gennem forebyggende indsatser i stedet for blot at vente på, at mennesker bliver indlagt?

Det er ikke for at kritisere de meget kompetente mennesker, der arbejder i psykiatrien. Dem kan vi under ingen omstændigheder undvære, men vi kunne komme meget bedre i mål ved at binde de indsatser sammen med indsatser, funderet mere bredt i samfundslivet.

Behov for andre indsatser

Der er behov for indsatser på hver side af psykiatrien. Der er brug for indsatser, både før og efter mennesker mødes af behandling.

I Det Sociale Netværk har vi grundlagt headspace, der giver børn og unge nogen at tale med, inden de bliver syge og får brug for mere indgribende og institutionel hjælp. Det øger de unges trivsel i langt de fleste tilfælde, og dem, der har brug for mere specialiseret hjælp, får hos os vejledning og hjælp til at finde det rette tilbud hos kommunen, i psykiatrien eller i det øvrige civilsamfund.

Og hvad siger de unge så om Headspace? Jo, denne kvinde på 23 år, udtrykker det at komme i headspace på denne måde:

“I en årrække har jeg været hos psykiatere, som har stillet forskellige diagnoser, og samtaleterapi hos psykologer og terapeuter. Jeg er ofte gået derfra med en negativ følelse i kroppen, men efter første gang hos headspace gik jeg derfra positiv og opløftet, hvor jeg havde en større tro på mig selv. De havde sat en masse tanker i gang, som ikke var dårlige, men overvejelser og nye perspektiver på min situation”.

Og i Peer-Partnerskabet, et initiativ som vi driver sammen med Sind, hjælper tidligere indlagte i psykiatrien hinanden med at komme helt ovenpå igen i såkaldte peer-forløb.

Det er lige præcis det, at dem, der hjælper, selv har været igennem perioder med psykisk sårbarhed, der virker. Som Peter på 51 år udtrykker det:

“Jeg har prøvet det meste, så hvad gør gavn? Her gjorde det en stor forskel, at gruppelederne var peers. De har prøvet psykisk sårbarhed på egen krop, det er ikke noget, de har lært fra en bog. Det var anderledes fra andre forløb, jeg har prøvet før. Når man sidder med en terapeut, kan man føle sig overvåget. De deler ikke så meget om dem selv, men sidder mest og tænker. Men her var vi én stor gruppe, og det var mere ligeværdigt. Hvis jeg skal vende vrangen ud på mig selv, foretrækker jeg, at andre gør det samme”.

Vi skal have ligeværdige løsninger

Der er simpelthen en ligeværdighed for det enkelte menneske i civilsamfundstilbud. Mødet med det offentlige system kan aldrig blive ligeværdigt, alene fordi der er en klient-/behandlerrelation. Dermed ikke sagt, at det offentlige kan undværes, absolut ikke. Men det kan blot ikke stå alene, når det handler om skabe hele mennesker og sætte det enkelte menneske i centrum.

Vi ser frem til den kommende debat om det mere konkrete indhold i den endelige psykiatriplan, og der håber vi naturligvis at bidrage sammen med alle de øvrige gode frivillige kræfter. Vi har talt længe om, at lappeløsninger ikke virker, og at der er behov for nytænkning, hvis vi skal tackle en af de største sundhedsmæssige udfordringer i Danmark.

Det er nu, vi har chancen for at skabe og levere noget nyt.