18. august 2021

DSN mener: Godt at OL-stjernerne har talt om mental trivsel

Af tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, og Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark

Nu er OL overstået for denne gang, og noget legene i 2020 (2021) vil blive husket for er, hvor meget atleternes mentale helbred har fyldt. For første gang har det været legalt for toptrænede atleter at vise sårbarhed og fortælle, hvordan mentalt pres kan stå i vejen for en toppræstation.

Inden OL var det det japanske tennisikon Naomi Osaka, der satte mentalt helbred i sportens verden på dagsordenen. Hun trak sig tidligere på året fra French Open for at passe på sit mentale helbred og fortalte senere, at hun havde gennemgået en længere periode med depression.

Næsten samtidig med dette blev hele Danmark hårdt ramt af tragedien, da fodboldspilleren Christian Eriksen falder om i Parken, mens hans holdkammerater med tårer i øjnene skærmede ham for nysgerrige blikke. Så der har været mange følelser i sport i år.

Under OL stillede flere atleter sig frem og fortalte om behovet for at pleje deres mentale helbred. Det mest hjerteskærende at være vidne til var, at den amerikanske gymnast Simone Biles var nødt til at trække sig fra de fleste konkurrencer under OL for at passe på sig selv rent mentalt.

På den måde har De Olympiske Lege i Tokyo været med til at gøre op med tanken om atleterne som en slags maskiner, der blot er ren krop uden psyke. Og det sætter en tyk streg under, at man skal have styr på sit mentale helbred for at kunne præstere. Og måske endnu vigtigere at de fysiske præstationer faktisk bliver endnu bedre, hvis man bringer sit indre liv i balance, og tør tale om det, som er svært. Sportsstjerner og andre stjerner er trailblazere på det område, og kan inspirere andre til at stå ved, hvem de er og tale om det.

Det hjælper at tale om det

I headspace Danmark har vi netop afsluttet initiativet Brug Bolden, der i samarbejde med en række fodboldklubber i Danmark har sat fokus på mental sundhed for yngre fodboldspillere. Initiativet har været en øjenåbner for både klubberne, spillerne og os som forening.

Særlige kontaktpersoner fra headspace har ledet tematræninger med fokus på mental trivsel, og der er oprettet spillerråd, hvor spillerne har kunnet drøfte forskellige udfordringer i forbindelse med træning og det at indgå i en præstationskultur.

Resultaterne har vist, at fodboldspillerne får det bedre og spiller bedre, når de kan får lov at komme af med frustrationer og har mulighed for at dele svære ting med kontaktpersonen.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det tager lang tid, inden det føles OK for spillerne at tale om de svære ting. Det har jo tidligere simpelthen været noget “man bare ikke gør” i sportens verden, hvor alt handler om at præstere og komme på førsteholdet.

Derfor håber vi, i headspace Danmark på, at det, at kendte topatleter tør stille sig frem på den største scene og fortælle om mental trivsel og mistrivsel, betyder at det fremover bliver langt mere normalt også i sportsklubber at dele svære tanker og være åben om udfordringer.

Det vil helt sikkert give os sportsfolk, der præsterer på et langt højere niveau, os som endnu vigtigere bliver langt sundere og mere hele mennesker.

Vi deler gerne ud af vores erfaringer og hjælper til – også inden for andre sportsgrene end fodbold. Det er på høje tid at tage udfordringen alvorligt.